Da jeg for et års tid siden fik nyt job, blev det gjort helt klart for mig, at jeg skulle påregne en hel del rejsedage i forbindelse med arbejdet. Jeg er uddannet ingeniør og arbejder i den danske udviklingsafdeling for en større, international koncern med hovedsæde i München, og arbejdet indebærer indrapportering mindst en gang om måneden om det danske udviklingsarbejde. Koncernens ledelse vil ikke nøjes med elektronisk kontakt af den ene eller anden form, så man skal møde personligt op til de månedlige møder.
Foruden dem opstår der jævnligt situationer, hvor mine kolleger i München har behov for en drøftelse af en eller anden teknisk detalje, og så må jeg tage til München til endnu et møde.
Og det er temmelig upraktisk, for når man skal til München fra provinsen i Danmark, kan man ikke vente med at tage af sted samme dag som mødet, for de eneste flyforbindelser, der er til München, er ud af København, og der er afgang så tidligt om morgenen, at man ikke kan nå det med et indenrigsfly fra Jylland til København.
Jeg har forsøgt at få skubbet vores møder i München til lidt senere på dagen, så jeg kan tage en senere forbindelse ud af København, men nede i den bayerske hovedstad er man totalt ligeglade med mine logistik-problemer, så de holder fast i mødetidspunkterne.
Derfor er jeg nødt til at tage en aftenafgang fra provinsen til København og så overnatte på et godt hotel i København, stå tidligt op om morgenen og tage en taxi ud i lufthavnen, så jeg kan nå mit fly til München.
I starten af mit ansættelsesforhold valgte jeg hver gang et hotel, der ligger tæt ved lufthavnen – ikke det, der ligger helt ude i lufthavnen, for det er for dyrt til vores budgetter. Men jeg var ikke vildt begejstret for det hotel, hvor jeg oplevede nogle gange at få et værelse, der ikke havde været brugt i dagevis, og hvor der havde været skruet ned for varmen, så der var mildt sagt hundekoldt, når jeg kom om aftenen.
Derfor begyndte jeg at surfe lidt rundt mellem forskellige hoteller i København med det formål at finde et, der ville passe mig som et fast tilholdssted, når jeg skulle rejse til München. Det lykkedes også at finde det helt rigtige hotel, hvor jeg personligt føler mig rigtig godt tilpas, og hvor prisen bestemt lever op til de normer, vi arbejder med i koncernen.
Så nu er det endt med, at jeg bruger dette hotel hver gang, jeg skal ud at rejse. Jeg er efterhånden blevet et lidt kendt ansigt blandt personalet på hotellet, og jeg synes, at jeg får en fantastisk god service og altid en hyggelig snak, når jeg ankommer om aftenen.
På det seneste er den af receptionisterne, jeg kender bedst, begyndt at spørge mig, om jeg har nogle særlige ønsker til morgenmaden, for når jeg kommer så tit, som jeg gør, vil de da gerne opfylde dem. Det har jeg ikke, men alene spørgsmålet gør jo, at man føler sig godt tilpas.