Da min mand for et par måneder siden fyldte 50 år, fik han i fødselsdagsgave et gavekort på et kroophold af min bror og hans kone. Det er sådan set naturligt nok, idet min bror ejer en kro, som vi naturligvis har besøgt nogle gange. I øvrigt giver min bror altid den slags gavekort, når nogen i familien skal fejres.
Men det altid en populær gave, for min brors kro er med rette kendt for sin gode mad og den idylliske beliggenhed lige ned til Limfjorden.
Så min mands fødselsdagsgave var også velkommen hos os, og vi kunne ifølge gavekortet selv bestemme, hvornår vi ville udnytte det. Vi har i et stykke tid cirklet lidt omkring med hensyn til, hvornår vil ville bruge gavekortet, men det endte med at blive i den forløbne weekend, hvor vi fredag eftermiddag drog af sted her fra Fyn til det nordlige Jylland med udsigt til en afslappet weekend med masser af god mad. Ja der var vel egentlig lagt op til et decideret gourmetophold…
Da vi ankom til min bros kro kom han selv og tog imod os i receptionen. Han skyndte sig at undskylde, at han havde temmelig travlt i køkkenet, for kroen skulle være vært for et temmelig stort selskab samme aften.
Det var der selvfølgelig ikke noget at sige til, så vi fandt selv op til vores værelse, som er et af kroens bedste, og hvor vi har boet flere gange før. Min bror havde sørget for at stille en flaske rødvin frem til os, og det var dejligt at sidde lidt og slappe af med et glas vin, før vi lidt senere skulle ned at spise.
Da vi kom ned i kroens restaurant, viste det sig, at det meste – eller i hvert fald to tredjedele – af restauranten var skilt fra, givetvis fordi det selskab, min bror havde omtalt, skulle sidde separat. Min brors kro har ikke nogen egentlig festsal, så det er normalt, at de deler restauranten op, så selskaber kan få deres eget lokale.
Vi satte os ved et bord ved et af vinduerne, så vi kunne nyde den gode udsigt til de bløde bakker ned mod fjorden, og vi talte om, at vi næste dag ville gå en god, lang tur ned til fjorden. Det skulle nu vise sig at blive en blandt fornøjelse, for regnen stod ned i stænger det meste af lørdagen, men sidst på eftermiddagen klarede det dog op, så vi kunne gennemføre vores travetur.
Vi spiste en dejlig middag med samme menu, som selskabet, der viste sig at være et bryllup, skulle have. Eneste lille minus ved vores middag den fredag aften var, at den lidt ældre servitrice, der betjente os, vist ikke ligefrem var professionel og virkede lidt klodset i sin optræden.
Resten af vores weekendophold ved Limfjorden blev dog en rendyrket fornøjelse. Både lørdag og søndag kunne vi glæde os over det overdådige morgenbord, som min bror altid serverer på sin kro, og de øvrige måltider levede helt op til den høje kvalitet, som vi flere gange tidligere har konstateret, når vi har besøgt min bror.