Vores datter, Louise, er en typisk teenager, og som 16-årig er hun selvfølgelig meget modebevidst. Hendes tøj skal helst være af de helt rigtige mærker, så hendes veninder kan nikke anerkendende eller måske endda en smule misundeligt.
Men det er dyrt, for der skal helst købes noget nyt til garderoben hver eneste måned, og min mand slår sig noget i tøjret, når han ser, hvad Louise bruger af penge på tøj. Egentlig forstår jeg ham godt, for vi bruger langt flere penge på tøj til Louise end til min mand og mig tilsammen.
På den anden side er hun vores eneste barn, så jeg forsøger at trøste min mand med, at det jo ville være langt værre, hvis vi for eksempel havde tre døtre.
Men for et par måneder siden lykkedes det Louise at finde sig et fritidsjob, så hun selv kan tjene nogle penge. Hun ekspederer i en burgerbar her i byen nogle timer om aftenen to hverdage i løbet af ugen samt om søndagen. Hun er faktisk godt tilfreds med sit job, og ikke mindst er hun glad for den løn, hun tjener. Så godt som alle pengene går til indkøb af tøj, så Louise efterhånden ligner en fotomodel også på hverdage, når hun bare skal i skole.
Den dag, hun fik sin første løn udbetalt, havde jeg lovet at tage med hende i byen, for der var nogle ting, hun absolut ikke kunne leve uden. Vi var i byens største modeforretning, hvor hun på forhånd havde udset sig et par bluser af mærket Pieces, som stod meget højt på hendes ønskeseddel.
De var ikke voldsomt dyre, så Louise ville gerne have noget mere til sin garderobe, men det skulle være fra en anden forretning, for hun havde i udstillingsvinduet til den forretning udset sig et par smarte jeans, som ville stå fantastisk godt til begge hendes nye bluser.
Så vi travede hen til den anden butik, hvor jeansene stadig var udstillet i vinduet, og jeg kunne godt se, at de i stil ville passe fint sammen med hendes nye overdele. Men inde i butikken løb Louise alligevel ind i et lille problem, for bukserne var noget dyrere end det beløb, hun havde tilbage af sin løn.
Hun kiggede bønfaldende på mig og sagde, at der jo kun var to uger til, at hun fik sin næste løn udbetalt, og om jeg så ikke ville låne hende de 150 kroner, hun manglede for at kunne købe bukserne nu. OK, sagde jeg, men du får dem som et lån, og der er ingen kære mor om 14 dage – jeg skal have pengene med det samme. Det lovede hun højt og helligt, og hun holdt også ord. Samme dag, pengene var gået ind på hendes konto, hævede hun kontanter i bankens kontantautomat på vej hjem fra skole, og jeg fik de 150 kroner.
Og sandelig om ikke Louise var blevet lidt fornuftig, for hun undlod at bruge resten af sin løn, så hun i stedet kunne spare op til et større indkøb to uger senere.
