Det havde været en usædvanligt travl og anstrengende dag på arbejdet med masser af udfordringer, som jeg måtte koncentrere mig meget om at få løst. Derfor besluttede jeg mig på vej hjem i min bil, at jeg ville unde mig selv en halv time på sofaen, når jeg kom hjem. 
Så skulle jeg nok efterfølgende blive mere nærværende og hjælpe min kone med aftensmaden, hvis der ellers var noget at hjælpe med. Og heldigvis har jeg da et arbejde endnu – og jeg er skam medlem af en akasse og fagforening for en sikkerheds skyld.
Da jeg kom ind i entreen kunne jeg konstatere, at min kone ikke var kommet hjem endnu, og jeg syntes billedligt talt, at kun kunne høre vores lækre ny sofa kalde på mig inde fra stuen, så jeg skyndte mig at få taget overtøjet af og glædede mig til en lille ”morfar” med en pude under nakken.
Så jeg listede lige så stille ind i stuen og lagde mig på den dejlige sofa, som har tjent mig i lignende situationer gennem mange år. Det er, som om den kender min krop og former sig efter den, når jeg lægger mig på den.
Jeg tror nok, jeg var faldet i søvn, da min kone kom hjem, men hun er nu en kærlig sjæl, så hun undlod at vække mig med det samme, hvorfor jeg faktisk først kom til mig selv, da hun kaldte og sagde, at aftensmaden var klar om fem minutter.
Jeg stavrede ud i alrummet – lettere søvndrukken – og fik med det samme øje på et par reklamer eller kataloger, min kone havde lagt på hjørnet af køkkenbordet. Jeg blev lidt nysgerrig og kiggede nærmere på dem, og det viste sig at være et par kataloger, der var fyldt med alverdens forskellige udgaver af sofaer.
Det blev jeg lidt forundret over, for vi havde på det tidspunkt ikke talt om, at vi skulle have ny sofa. Men det skal vi altså, viste det sig, da jeg spurgte min kone om katalogerne. Hun havde tænkt på det længe, fortalte hun, for betrækket på vores gamle sofa var efterhånden så slidt, at man dårligt nok kunne være bekendt at invitere gæster ind i stuen, som hun udtrykte det.
Nå ja, jeg har da nok bemærket, at det heluldne betræk på sofaen visse steder er blevet lidt blankslidt, og jeg er nok selv den største synder i den sammenhæng, for det er reelt kun mig, der fra tid til anden tager en lille lur på sofaen.
Men jeg var alligevel noget nær lamslået, for det vil helt sikkert smerte mig, hvis jeg skal miste min gode ven med de bløde hynder. Men jeg ved af erfaring, at hvis min bedre halvdel har sat sig i hovedet, at vi skal have en ny sofa, så går der ikke ret mange dage, før der ruller en lastbil op foran huset, og et par mand bærer en ny sofa ind.
Så jeg besluttede at acceptere en udskiftning uden protester, men så vil jeg også gerne være med til at vælge en ny, for den skal i hvert fald være velegnet til at tage sig en ”morfar” efter arbejdstid.
